Pressemeddelelse

60’er musikken vil strømme ud fra scenen i Mariehaven, ganske som Ansager å flyder mod Varde å.

Lørdag d. 12. september kl.14 afholder ”Oldies and Goodies” en støttefestival med tre 60’er bands.  Entre/støttebilletten koster kun 100 kr. og hele overskuddet vil gå til Mariehaven.

”Oldies and Goodies” bevæger sig med dette tiltag lidt ud over det, foreningen normalt beskæftiger sig med, men ønske om at få musikere ud at spille vægter jo tungt i overvejelsen. Denne gang tager vi et supergodt Ringkøbing  band med, for hvad er mere vigtigt end at prøve at hjælpe et rigtigt godt spillested, hvor musikere altid får en god behandling og publikum altid får en god oplevelse.

Denne minifestival vil helt klart primært henvende sig til det publikum, som elsker 60’er musikken. De 3 bands, som spiller, er alle opvokset til lyden af de bands og solister, som toppede hitlisterne på dette tidspunkt, så måske kunne det blive en” syng med eftermiddag”.

Helge Engelbrecht oplyser, at man i Mariehaven overholder alle krav omkring Corona. Der vil være sprit og gode toiletforhold, endda udvidet med handikaptoiletter. Mariehaven er så stor, at der er plads til 500 stolepladser med den rigtige afstand. Ved cafe og barområde gælder selvfølgelig de regler vi bruger i dagligdagen, så følg trop og få en hyggelig musisk eftermiddag i Mariehaven.

Mariehaven åbner denne lørdag kl. 12, således at man kan nå at indtage sin frokost, eller måske en lille øl eller vand inden musikken starter kl. 14. Der vil være en lille pause mellem bandskift, så har man lyst til en pølse eller andet, kan det også lade sig gøre.

Vi forventer sidste band går på omkring kl. 16.15 og slutter omkring kl. 17.

De 3 bands som stiller sig til rådighed er:

Johan Lind & The Young Ones

Tambourine

The Youngsters

På Oldies and Goodies´s hjemmeside kan du læse mere omkring de optrædende bands, se menukort og priser og sidst, men ikke mindst, købe billetter til denne enestående eftermiddag i Mariehaven.

Hilsen

Oldies and Goodies.